Denmark | Select other Country

Gratis levering

Kontorassistent med teknisk flair til IT-afdelingen

Pharma Nord, Vejle

Pharma Nords IT afdeling søger en Kontorassistent til et barselsvikariat, som bl.a. skal tage sig af administrative opgaver samt sikre den daglige 1. level support til kollegaer i virksomheden og i vores 25 datterselskaber.

Om stillingen
Jobbet byder på en bred portefølje af opgaver. Vores nye Kontorassistent kommer til at sidde med daglige administrative opgaver som f.eks. oprettelse af nye medarbejdere i vores systemer, udarbejde IT-brugervejledninger, -brugeradministration og -rettighedsstyring samt være med til at vedligeholde, strukturere, kategorisere og udbygge vores kontaktdatabase.

Derudover kommer du til at arbejde med:

  • 1. level support til kollegaer.
  • Afrapportering af daglige henvendelser og rettelser i vores TaskManager.
  • Fletning af breve, labels og mails ifm. forskellige udsendelser.
  • Diverse ad-hoc opgaver.


Kvalifikationer
Vi er åbne for forskellige profiler, men vi forestiller os, at du enten er en uddannet IT-supporter, Frontline PC-Supporter eller lignende og har erfaring med kontoropgaver eller er uddannet inden for kontorarbejde, administration og kommunikation og har teknisk servicebaggrund.

Desuden er det en fordel, hvis du:

  • Har erfaring med kontorprogrammer og gerne Libre Office.
  • Trives med forskellige og udfordrende opgaver og fint kan veksle mellem igangværende sager.
  • Er pligtopfyldende og har en tillidsvækkende natur, som gør dig let at samarbejde med.
  • Arbejder struktureret og selvstændigt.


Du kommer til at være et bindeled mellem IT-afdelingen og virksomhedens øvrige ansatte, idet din fornemmeste opgave kommer til at være assistance og videreformidling af tekniske problemer og løsninger, der måtte opstå med vores systemer.  Det er derfor også vigtigt, at du er yderst serviceminded, en skarp kommunikatør på både dansk og engelsk, og at du formår at forklare tunge tekniske oplysninger på en letforståelig måde.

Vi tilbyder

  • En grundig oplæring i vores systemer og programmer.
  • En spændende stilling, hvor du er i kontakt med kollegaer fra hele verden.
  • En hverdag i en dynamisk og international virksomhed, hvor ikke to dage er ens.
  • Lækker frugt- og frokostordning
  • Sundhedsforsikring.


Ansøgning og kontaktoplysninger
Ansøgning og CV sendes per brev senest den 21. juni til Pharma Nords hovedkontor: Sadelmagervej 30-32, 7100 Vejle. Mærk ansøgningen ”IT Kontorassistent”. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte IT Direktør Jan Løvheim på tlf. 7585 7400.

Samtaler afholdes løbende, og vi lukker processen, når vi har fundet den rette kandidat.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Pharma Nord er en af Europas førende producenter af kosttilskud og lægemidler. Alle produkter bliver fremstillet på fabrikken i Vojens, hvor der er fokus på kvalitetsråvarer, dokumentation og høj optagelighed. Siden grundlæggelsen i 1981 er Pharma Nord blevet et stærkt brand og kendt for god kvalitet. Virksomheden opererer i dag fra hovedkontoret i Vejle med 25 datterselskaber og har forhandling i mere end 45 lande. Fokus på kvalitet og dokumentation har gennem årene ført til, at Pharma Nords produkter afprøves aktivt i videnskabelig forskning. Til dato er der publiceret mere end 300 videnskabelige studier med Pharma Nords produkter.