Denmark | Select other Country

Gratis levering

Broccoli og rosenkål holder dine blodårer i fin form




Korsbladede grøntsager som broccoli og rosenkål kan holde kredsløbet i god form

Grøntsager, som mange ikke bryder sig om, enten på grund af smagen eller fordi de giver luft i tarmene, er supersunde for kredsløbet.

Hvis du har et ønske om sunde blodårer og et godt kredsløb, kan du roligt øse lidt mere rosenkål, broccoli og andre grove grøntsager op på din tallerken.

Ny forskning offentliggjort i British Journal of Nutrition viser nemlig, at det netop er disse grøntsager, som er bedst til at holde kredsløbssygdomme fra døren.

Mindsker åreforkalkning i aorta

Det er forskere fra The University of Western Australia, som har studeret data fra 684 ældre australske kvinder og i den forbindelse observeret, at de kvinder, som spiste flest korsbladede grøntsager, havde mindst tilbøjelighed til at få forkalkning i deres aorta, hvilket normalt giver et fingerpeg om, at der er åreforkalkning i kredsløbet.

Åreforkalkning påvirker såvel arterier som vener og kan hæmme blodgennemstrømningen i hele kroppen. Denne opbygning af fedt og kalk i blodkarrene er den primære årsag til blodprop i hjertet og slagtilfælde.

Forskere peger på K-vitamin

Tidligere forskning har vist, at korsbladede grøntsager hæmmer risikoen for åreforkalkning, men videnskaben har ikke rigtig kunnet redegøre for, hvilken mekanisme var årsag til den gode virkning.

Med de nye observationer fra Australien har forskerne hæftet sig ved K-vitamin, som netop findes i store mængder i disse grøntsager. Det er åbenbart K-vitamin, som har en hæmmende indvirkning på forkalkningsprocessen i årerne.

Variation af grøntsager er vigtig

Der skal ikke specielt store mængder til, siger forskerne. I det aktuelle studie kunne de se, at kvinder, som indtog mere end 45 gram af de korsbladede grøntsager dagligt, havde næsten 50 procent lavere risiko for at have udtalt åreforkalkning i aorta i sammenligning med dem, der ikke spiste disse grøntsager dagligt. De påpeger dog, at andre grøntsager også er vigtige i den daglige kost, så det er den brede variation, der er vigtig.


 

Kilde:

Cruciferous vegetable intake is inversely associated with extensive abdominal aortic calcification in elderly women: a cross-sectional study. British Journal of Nutrition, 2020; 1 DOI: 10.1017/S0007114520002706