Denmark | Select other Country

Gratis levering

Det er overraskende sundt at drikke kaffe




Kaffe er sundere, end mange af os går og tror - i hvert fald, hvis vi drikker en moderat mængde

Kaffe har igennem tiden måttet lægge ryg til både skældud og ros, men nu peger en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse på, at den populære drik gavner helbredet på en række områder.

Danskere elsker deres kaffe. Vi er så glade for de aromatiske bønner, at vi ligger på en samlet fjerdeplads i verden med hensyn til forbrug.

Igennem årene har kaffe været genstand for en temmelig intens debat. Det ene øjeblik er den mørkebrune drik blevet beskyldt for at være skadelig for hjertet og det næste rost for at forebygge kræft.

Hvad skal man som inkarneret kaffedrikker tro?

Tre til fire kopper om dagen er godt

Sidste år besluttede Vidensråd for Forebyggelse at gennemgå al forskning om kaffe og sygdomsforebyggelse med en tættekam for at skabe lidt klarhed. Det kom der en rapport ud af, og den er ganske positiv. Ifølge rapporten er det sundt at drikke tre til fire kopper kaffe om dagen. Nogle af de positive udmeldinger var blandt andet at:

  • Det sænker risikoen for at udvikle type 2 diabetes og Parkinsons syge med 25 procent.

  • Det mindsker risikoen for blodprop og hjerneblødning med ti procent.

  • Det ser ud til at have en gunstig effekt mod Alzheimers syge og depression.

Tyder på en kræftforebyggende virkning

Men … men … men… forskerne advarer imod at lade begejstringen løbe af med os. Selvom ingen tidligere danske rapporter har set på så mange områder som denne, er der for kræfts vedkommende ikke tale om klare beviser, men nærmere antydninger eller mønstre.

Der skal mere forskning til. Alligevel peger en række undersøgelser i rapporten på, at visse typer af kræft ikke udvikles i samme grad hos kaffedrikkere som hos dem, der ikke indtager denne drik.

Hundredvis af aktive stoffer

En anden ting, som rapporten er med til at afklare, er, at det ikke er koffeinen, som er nøglen til de mange gode egenskaber.

Mange rapporter har kun set på koffein, men der er flere hundrede biologisk aktive stoffer i kaffebønnerne, som hver især har forskellige effekter, så det er formodentligt summen af disse stoffer, der gør sig gældende.

At koffein ikke skal løbe med æren fremgår tydeligt af de undersøgelser, som viser, at der også i koffein-fri kaffe er en beskyttende effekt mod blandt andet type 2 diabetes.
 

Kilde: www.vidensraad.dk/content/kaffe-sundhed