Denmark | Select other Country

Gratis levering

Højt blodtryk midt i livet øger risikoen for hjerneskader senere




Hvis dit blodtryk er for højt tidligt i livet, kan det give skader senere

En ny britisk undersøgelse viser, at hvis ens blodtryk midt i livet er højere end normalt, er det forbundet med skader i hjernen senere i livet. Sammenhængen gør sig især gældende for det nedre – også kaldet det diastoliske – blodtryk.

Hvis folk, inden de når 50-årsalderen, har højere blodtryk end normalværdierne, er deres risiko for at blive ramt af hjerneskader øget, viser en ny undersøgelse, som er offentliggjort i European Heart Journal.

Tilsyneladende er sammenhængen især tydelig, når det diastoliske blodtryk er forhøjet. Det diastoliske blodtryk, som i daglig tale kaldes for det nedre blodtryk, er blodtrykket imellem hvert enkelt pulsslag.

Skader på de små blodkar

Undersøgelsen, som Dr. Karlian Wartolowska fra Centre for Prevention of Stroke and Dementia ved University of Oxford har stået for, fokuserede specifikt på en type skader, som opstår i de små blodkar i hjernen og ved scanninger optræder som lyse områder.

”White Matter Hyperintensities” eller signal-hyperintensiteter, som skaderne kaldes på dansk, forekommer både som følge af alderdom og forhøjet blodtryk. Disse signal-hyperintensiteter sættes i forbindelse med en øget risiko for slagtilfælde, demens, fysiske handicaps, depression og kognitivt forfald.

Forekommer typisk hos ældre

Den nye viden om sammenhængen imellem forhøjet blodtryk og hjerneskader stammer fra en større analyse af sammenlagt 37.041 britiske mænd og kvinder i alderen 40-69 år. Der forelå medicinske data, herunder MRI-scanninger af hjernen, for samtlige deltagere.

Ifølge doktor Wartolowska er det ikke alle, som udvikler signal-hyperintensiteter, når de bliver ældre. Fænomenet forekommer dog hos over halvdelen af personer fra 65 år og opefter og størsteparten af dem, der er ældre end 80 år – også selvom deres blodtryk er normalt.

Risikoen for problemet er dog endnu større, hvis folk har forhøjet blodtryk, og det indebærer samtidig en større risiko for alvorligere hjerneskader.

Forhøjet blodtryk skal altid tages alvorligt

Der er to centrale observationer fra denne undersøgelse. For det første viser den, at hvis man ønsker at holde hjernen sund og velfungerende, skal man være opmærksom på blodtrykket allerede fra 40- og 50-årsalderen.

Mange mennesker tror fejlagtigt, at forhøjet blodtryk og slagtilfælde kun rammer gamle mennesker.

For det andet viser undersøgelsen, at enhver forhøjelse af blodtrykket - altså også det øvre (systoliske) blodtryk - kan øge forekomsten af signal-hyperintensiteter. Det vil sige, at selv forhøjet blodtryk, som ikke nødvendigvis kræver medicinsk behandling, skal tages alvorligt.

Der findes heldigvis en række ting, man kan gøre, for at holde blodtrykket i normalniveauet. Sund kost og livsstil samt regelmæssig motion er i den forbindelse effektive foranstaltninger.
 

Kilde:

Midlife blood pressure is associated with the severity of white matter hyperintensities: analysis of the UK Biobank cohort study

European Hear Journal, 2020: DOI: 10.1093/eurheartj/ehaa756