Denmark | Select other Country

Gratis levering

Kostråd fra WHO: Sådan styrker du dig selv




Den rette kost og livsstil styrker dig i følge WHO imod infektioner

I forbindelse med udbruddet af Covid-19 udsendte Verdenssundhedsorganisationen WHO en række gode råd til, hvordan man bedst spiser, hvis man vil stå godt imod f.eks. et virusangreb. God næring og en velhydreret krop er nemlig vitalt ifølge organisationen.

Du bør spise en god variation af friske råvarer med masser af vitaminer, mineraler, kostfibre, proteiner og forskellige antioxidanter. Du skal sørge for at drikke nok vand. Og undgå sukker, salt og usunde fedtstoffer.

Så kort kan det siges, når WHO anbefaler en kost, der gør os bedre i stand til at forebygge sygdomme og livsstils-problemer. Men rådene ligner i overvejende grad også de råd, myndigheder fra tid til anden peger på, som grundlaget for en sund livsstil.

Friske madvarer på menuen

Frugt, grøntsager, bønner og linser, nødder og fuldkorn samt animalske produkter som kød, fisk, æg og mælk hører ifølge WHO til en god og alsidig kost.

Specifikt anbefaler organisationen, at man cirka fordeler sin kost således: 200 gram frugt, 250 gram grøntsager, 180 gram fuldkorn og 160 gram kød eller bønner. Kød fra firbenede dyr bør man spise en-to gange om ugen, mens fjerkræ kan spises to-tre gange – og glem endelig ikke fisk og planteproteiner.

Vælg rå grøntsager og frisk frugt som snacks frem for mere fedt-, salt- eller sukkerrige snacks. Undlad at koge grøntsager og frugt voldsomt, da det nedsætter indholdet af vitaminer.

Husk at få vand – hver dag!

Vand er essentielt – og selvom det for mange nok er det mest naturlige i verden at drikke flere glas vand dagligt, er det åbenbart vigtigt at gentage: Vand hjælper til med, at næringsstoffer kommer rundt i kroppen, det regulerer din kropstemperatur, bruges i udrensningen og smører dine led.

Sørg for at drikke ca. to liter rent vand hver dag.

Andre drikke – kaffe, te, juice – kan tælle med, men hold dig fra det sukkersøde og overdriv ikke indtaget af koffein.

Fedt og olier er ikke forbudt

Umættede fedtsyrer, som du finder i fisk, nødder, avokado, frø og olivenolie, er klart at foretrække frem for mættede fedtsyrer fra kød, ost, smør m.m.

Det er også derfor, du bør vælge de hvide typer kød – fra fisk og fjerkræ, da de generelt har mindre mættet fedt i sig end det røde kød fra firbenede dyr. Ligeledes har tilberedt kød ofte større mængder fedt og salt i sig.

Vælg magre versioner af mejeriprodukter og undgå industrielt producerede fødevarer med transfedtsyrer – som ofte findes i fastfood, snacks, frosne pizzaer og bagværk samt mad, der steges hårdt, margarine og nogle slags smørepålæg.

Mindre salt og sukker

Dit daglige saltindtag bør være mindre end 5 gram (cirka en teskefuld) og er lettest at styre, hvis du selv tilbereder din mad. Husk at f.eks. sojasauce, fish sauce og bouillon indeholder meget salt.

Undgå derfor også fødevarer som chips og lign., der er fyldt med salt og sukker.

Begræns dit indtag af sodavand, juice og saft, som ofte indeholder meget sukker – ligeledes også sirup og frugtyoghurt.

Vælg frisk frugt i stedet for søde sager som kage, småkager og chokolade.

Specielle forbehold for at undgå smitte

Kostrådene fra WHO suppleres under Covid-19 også med gode råd til, hvordan man undgår at blive smittet i spisesituationer. F.eks. anbefaler organisationen, at man undgår at spise ude mest muligtog i det hele taget holde afstand.

Selvom ordentlig næring og væske vedligeholder helbredet og immunforsvaret, er de ikke mirakelkure mod virus, og især hvis du har kroniske sygdomme, bør du være påpasselig ved siden af en god kost, at huske afstand og håndvask.
 

Kilde: www.emro.who.int/nutrition/nutrition-infocus/nutrition-advice-for-adults-during-the-covid-19-outbreak.html

 

Til forsiden

Vi udvikler, producerer og markedsfører kosttilskud og lægemidler med vægt på høj optagelighed, sikkerhed og dokumentation.

Adresse 

Sadelmagervej 30-32
DK-7100
Vejle, Danmark.

Åbningstider 

Mandag - Torsdag: 8.00 - 17.00

Fredag: 8.00 - 16.00

(+45) 7585 7400  

    
Master card  Visa  Visa Dankort 
Postnord fragt logo GLS fragt logo
Det grønne EU-logo der viser godkendelse af en myndighed i EU kontrol rapport