Denmark | Select other Country

Gratis levering

Tarmbakterier: Du bliver, hvad du spiser, gælder især for børn




Hvis vores tarmbakterier påvirkes af den forkerte kost fra en tidlig alder, kan det giver udfordringer senere

Hvis børn får en usund kost med for meget fedt og sukker, kan det have varig indflydelse på vores tarmbakterier og dermed kroppens mikroflora.

Det er uhyre vigtigt, at man giver sine børn sund mad og sørger for, at de ikke får for meget fedt og sukker.

Forskere fra University of California, Riverside, har nemlig påvist, hvordan forkert kost under opvæksten kan medføre varige ændringer i kroppens mikroflora, der bl.a. består af tarmbakterier, og det kan have dårlig indflydelse på helbredet.

Den vigtige mikroflora af tarmbakterier

Mikrofloraen er en fællesbetegnelse for alle bakterier, svampe, parasitter og vira, som lever udenpå og indeni kroppen hos både dyr og mennesker. De fleste af disse mikroorganismer findes i tarmsystemet og hjælper med at stimulere immunforsvaret, nedbryde føden, og danne en række vigtige vitaminer.

I en sund krop er der en stabil balance imellem sygdomsfremkaldende og gavnlige mikroorganismer som tarmbakterier. Hvis denne delikate balance bliver ødelagt med forkert kost, sygdom eller brugen af antibiotiske lægemidler, kan det gøre kroppen mere modtagelig overfor sygdomme af forskellig art.

Påvirkes op til seks år efter puberteten

Den amerikanske forskning er lavet på mus, men forskerne forklarer, at den observerede effekt hos musene svarer til, at børn indtager en typisk vestlig kost med højt indhold af fedt og sukker, og at dette efterfølgende påvirker deres tarmflora helt op til seks år efter puberteten.

I tre uger fik halvdelen af musene sund kost, og den anden halvdel fik mere usund føde. Det viste sig, at de mus, der spiste usundt, havde markant lavere koncentrationer af en bestemt slags tarmbakterier, som er med til at nedbryde kulhydrater og derfor er vigtige for fordøjelsen og energiniveauet.

Overrasket over langtidseffekten

Det, som overraskede forskerne mest ved dette forsøg, var, at ændringen af tarmbakterier i mikrofloraen var så langvarig. Ud fra deres observationer, konkluderer forskerholdet, at man ikke alene er hvad man spiser – men at man i høj grad påvirkes af, hvad man spiser som barn.
 

Kilde:

Early-life effects of juvenile Western diet and exercise on adult gut microbiome composition in mice, The Journal of Experimental Biological, februar 2021