Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    4 sekunders motion gør en forskel ved stillesiddende jobs




    Små, hurtige intevaller af motion kan gøre en stor forskel ved stillesiddende jobs

    Det er ikke nødvendigvis hver dag, at du skal planlægge den lange løbetur eller afsætte tid til at komme hele vejen rundt i fitnesscentret. Et studie på University of Texas viser, at små, jævnlige udbrud af motion gør en forskel.

    1 elefant, 2 elefant, 3 elefant, 4 elefant … for fuld drøn! Pointen er, at bare fire sekunders højintensiv motion gange fem jævnligt foretaget hen over dagen er nok til at modvirke nogle af de uheldige sundhedsmæssige konsekvenser, som stillesiddende arbejde kan have.

    Forklaringen skal findes i, at vi ikke nedbryder fedtsyrer som triglycerider tilstrækkeligt, når vi sidder stille på kontorstole dagen lang. Når musklerne er i bevægelse, producerer de nemlig et stof, der nedbryder triglyceriderne.

    Når vi ikke bruger vores muskler i løbet af arbejdsdagen, kan vi opleve en høj stigning i blodet af triglyceriderne, og herved øger vi risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme, type 2 diabetes og andre livsstilsskavanker.

    Motion efter arbejde er ikke nok

    Mange af os forsøger at modvirke effekten af stillesiddende arbejde ved at dyrke motion. Og der er heller ikke tvivl om, at bevægelse er modvægten til inaktivitet. Der er bare flere undersøgelser, der peger på, at en enkel omgang motion dagligt ikke er nok, hvis kroppen skal nedbryde fedtet optimalt. Vores krop bliver simpelthen dårligere til at nedbryde fedtet, når vi sidder mange timer ad gangen.

    For at modvirke denne uheldige effekt fra stillesiddende arbejde skal du i stedet sprinte ca. en gang i timen, har forskere ved University of Texas fundet ud af.

    Til forsøget brugte forskerne en speciel motionscykel. Selvom de færreste af os har sådan en stående på kontoret, er der ikke noget, der modsiger, at resultatet kan overføres til andre former for højintensive motionsudbrud. Motion, som kan gennemføres på et almindeligt kontor uden cykler.

    Forbrænding af fedtsyrer steg

    I studiet, som er publiceret i Medicine & Science in Sports & Exercise, blev otte sunde unge mennesker serveret morgenmad med masser af fedtsyrer og derefter bedt om at holde sig i ro de næste seks timer – kun afbrudt af spisning og toiletbesøg.

    På en anden dag fik samme unge serveret samme slags morgenmad, men nu blev de bedt om at afbryde det stillesiddende arbejde hver time for at tage fire sekunders sprint, holde 45 sekunders pause, sprinte i fire – indtil det var gentaget fem gange. Deltagerne gjorde dette en gang i timen i otte timer – i alt 160 sekunders sprint fordelt over dagen. Og ellers sad de ned, som på den inaktive dag.

    En mulig modvægt, som skal undersøges

    Forskerne målte efterfølgende forskellen på, hvordan deltagerne forbrændte triglyceriderne i blodet. Dagen efter en ”aktiv” dag med sprint forbrændte deltagerne fedtsyrerne langt mere effektivt, så deres niveau af triglycerider lå i snit 30 pct. lavere end på dagen efter en inaktiv siddedag.

    Forsøget viser, at mindre men intensive motions-udbrud kan forebygge nogle af de negative sideeffekter, som et stillesiddende job har.

    Forsøget var ikke videre stort eller omfangsrigt. Og det svarer ikke på, om andre tidsintervaller ville fungere bedre eller dårligere, og præcist hvor vigtig selve motionscyklens udformning var. Men det giver et fingerpeg om, at en mindre indsats faktisk kan have en markant effekt, når det handler om vores stillesiddende liv og det, som følger med.

    Så giv dig selv en hurtig løbetur på stedet, spring op ad trapperne eller lav nogle hurtige squat-øvelser, når dagen ellers kun byder på kontorstolsmaraton.

    Kilder:

    https://www.irishtimes.com/life-and-style/health-family/fitness/the-workout-that-takes-four-seconds-1.4245624?mode=amp

     

    Hourly 4-s Sprints Prevent Impairment of Postprandial Fat Metabolism from Inactivity, Wolfe, Anthony S.; Burton, Heath M.; Vardarli, Emre; Coyle, Edward F. Medicine & Science in Sports & Exercise: April 17, 2020 - Volume Publish Ahead of Print - Issue - doi: 10.1249/MSS.0000000000002367