Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Drenge er langt mere krævende end piger – i fosterstadiet




    Det kræver mere næring at få en dreng til at vokse i fosterstadiet - så det kan betale sig at kende til kønnet

    Forskning afslører, at drenge kræver flere næringsstoffer og mere ilt under fostertilstanden, end det er tilfældet med piger. Derfor kan det være en god ide at kende barnets køn inden fødslen.

    Mange mænd spøger med, at det er kvinder, som stiller flest krav her i livet. Men det er rent faktisk drenge, som er det krævende køn i fosterperioden, viser en ny undersøgelse fra Cambridge University.

    Drengebørn vokser hurtigere i livmoderen og har derfor et større behov for næringsstoffer og ilt, end moderkagen umiddelbart kan diske op med. Det kan være en af årsagerne til nogle af de graviditetsrelaterede komplikationer, som opstår.

    Større risiko for komplikationer

    Hver tiende kvinde oplever problemer som hæmmet fostertilvækst og præeklampsi, som er en tilstand med forhøjet blodtryk og kramper, der kan være livstruende for såvel moderen som hendes ufødte barn.

    Ifølge forskerne ville det være en fordel, hvis man så tidligt som muligt kendte til det ufødte barns køn, så man bedre kunne rådgive den vordende moder om forskellige livsstilsændringer, der kunne have en forebyggende effekt.

    Vigtige næringsstoffer for graviditeten

    Her tænkes for eksempel på kostjusteringer, så moderen kunne blive opfordret til at spise en kost, der forsynede hende med tilstrækkeligt høje mængder af de næringsstoffer, som er særligt vigtige for at understøtte en sund graviditet.

    Et andet problem, som er blevet belyst af forskere, er, at kostbetinget fedme blandt gravide kan ændre moderkagens struktur og derved påvirke det ufødte barns vækst.

    En fordel at kende kønnet

    Mange forældre ønsker – forståeligt nok – at barnets køn skal være en overraskelse indtil den store dag. Men i lyset af den nye viden om, hvordan drenge- og pigefostre har forskellige behov for ilt og næringsstoffer, kan det være tilrådeligt at kende til kønnet så tidligt som muligt.

    Det understreges yderligere af autralsk forskning, som blev offentliggjort i 2014 i tiddskriftet Molecular Human Reproduction.

    Øget risiko for hjerte-kar-sygdom

    Her forklarede forskerne, at netop fordi drengefostre vokser hurtigere i livmoderen og kræver flere næringsstoffer og mere ilt end pigefostre, er deres risiko for underernæring større. Udover at hæmme drengenes vækst og mindske deres fødselsvægt øger det deres risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme senere i livet.

    Moderkagen danner energi

    Hvordan et foster vokser og udvikler sig, afhænger af hvor godt moderkagen fungerer.

    Moderkagen indeholder tusindvis af små kraftværker – eller mitokondrier – som omdanner fedt, kulhydrat og protein til energi. Forskere har observeret, at moderkagen arter sig forskelligt, afhængig om fostret er han- eller hunkøn.

    Det er denne lille, men vigtige detalje, som kan være nyttig viden i fremtiden, så den gravide kvinde kan få bedre råd og vejledning om kost, sundhed og livsstil.
     

    Kilde:

    Placental structure, function, and mitochondrial phenotype relate to fetal size in each fetal sex in mice”. Biology of Reproduction, april 2022.