Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Du kan være skyld i den dårlige kemi i træningslokalet uden at vide det




    Når du sveder i et træningslokale, er du med til at danne nye kemiske forbindelser, der skader indeklima.

    Når din sved reagerer med stoffer som klor, producerer det en cocktail af nye kemiske forbindelser. Og det kan give et indeklima, som ifølge forskere ikke er specielt sundt.

    Det er ikke bare, når kvinder giver hinanden elevatorblikket, eller mænd sætter et par ekstra skiver på vægtstangen for at markere deres alfahan-status, at der kan opstå dårlig kemi i fitness-lokalet.

    Faktisk er du selv – uden at vide det – med til at skabe problemet. Ny forskning offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Indoor Air viser nemlig, at vi mennesker udskiller en lang række kemiske forbindelser, når vi brænder kalorier af på løbebåndet, i romaskinen, ved vægtløftning eller alle mulige andre former for hårdt fysisk arbejde.

    Og det er ikke sikkert, at disse kemiske blandinger er så sunde.

    Klor og aminosyrer fra sved

    Det er forskere fra University of Colorado Boulder i USA, som har lavet en undersøgelse af folk, der træner.

    Her har de ved hjælp af avanceret måleudstyr fundet frem til, at en enkelt svedende, prustende træningsudøver udskiller ligeså mange kemiske stoffer fra kroppen som helt op til fem stillesiddende individer.

    For eksempel kan aminosyrer fra din sved eller acetone fra din udåndingsluft reagere med klorholdige desinfektionsmidler, der bruges til at gøre træningsudstyret rent med. Herved opstår nye, luftbårne kemikalier, hvis potentielt skadelige effekt man på nuværende tidspunkt ikke kender meget til.

    Forsvinder ikke bare af sig selv

    Det er først gang nogensinde, at forskere ved hjælp af topavanceret måleudstyr og med stor nøjagtighed har kunnet måle præcis, hvor mange kemiske stoffer, træningsudøvere udskiller i forbindelse med træning og med hvilken intensitet.

    Problemet med disse kemiske udskillelser er, at stofferne ikke bare forsvinder. De svæver rundt i lokalet og går i forbindelse med andre stoffer, hvorved nye cocktails af kemi opstår.

    Udluftning er vigtig

    De amerikanske forskere bag undersøgelsen har som de første nogensinde opdaget en gruppe af kemikalier kaldet N-kloraldimin, som opstår, når klor går i forbindelse med aminosyrer i sved. Det er uvist, hvilken effekt de har på helbredet, men man ved, at lignende reaktioner, hvor klor går i forbindelse med ammoniak, kan være stærkt skadelige.

    Eftersom vi mennesker anvender størsteparten af vores tid indendørs, er det vigtigt, at vi har styr på indeklimaet og de kemiske stoffer, der findes i luften.

    Under alle omstændigheder er udluftning med til at mindske problemet.


    Kilde:

    Quantification and source characterization of volatile organic compounds from exercising and application of chlorine-based cleaning products in a university athletic center

    Indoor Air, 2020;DOI: 10.1111/ina.12781