Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Glæde i det tidlige voksenliv kan forebygge demens senere




    Depression giver en øget risiko for at få demens senere i livet

    Der kan være mange forklaringer på, hvorfor folk bliver demente som ældre. En af dem er depression i det tidlige voksenliv, viser en ny amerikansk undersøgelse.

    Der findes en hel del forskning, som kæder dårlig blodforsyning til hjernen sammen med en øget risiko for demens. Men der kan også være andre faktorer involveret.

    For eksempel har forskere fra University of California i San Fransisco offentliggjort en undersøgelse i tidsskriftet Journal of Alzheimer’s Disease, hvor de forklarer, at hvis man har lidt af depression i det tidlige voksenliv, kan det forårsage en forringelse af de kognitive evner 10 år senere og ligefrem føre til tab af åndsevner i alderdommen.

    Det gælder med andre ord om at være så lykkelig som muligt, når man er i det spæde voksenliv, så man har bedre chancer for at bevare en velfungerende hjerne senere i livet.

    73 procent øget risiko

    For at kunne danne et billede af hvordan depression påvirker mennesker i forskellige faser af livet, kiggede forskerne nærmere på 15.000 personer i alderen 20 til 89 år, som de inddelte i tre grupper: ældre voksne, midaldrende voksne og yngre voksne.

    Ved hjælp af avancerede statistiske metoder beregnede de sandsynligheden for kognitiv svækkelse hos cirka 6.000 ældre deltagere. Her fandt de, at risikoen for kognitiv svækkelse var 73 procent højere hos dem, som havde haft tegn på depression i deres tidlige voksenliv og 43 procent højere hos dem, som havde haft tegn på depression i deres senere voksenliv.

    Depression ødelægger hjernen

    Ifølge Dr. Willa Brenowitz fra UCSF Department of Psychiatry and Behavorial Sciences og leder af undersøgelsen er der flere forklaringer på sammenhængen imellem depression og kognitiv svækkelse.

    En af dem er, at depressionen øger udskillelsen af stresshormoner som glukokortikoider, som kan resultere i beskadigelse af hippocampus. Det er den del af hjernen, der er vigtig for at danne, organisere og lagre nye minder.

    Generelt fandt forskerne, at jo mere alvorlige depressions-symptomerne var, desto hurtigere blev de kognitive evner svækket.
     

    Kilde: Journal of Alzheimer’s Disease, 2021;1 DOI:10.3233/JAD-210588