Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Hvor meget motion koster en dag i kontorstolen?




    Kan man kompensere for det stillesiddende liv på kontorstolen ved at være aktiv efter arbejde?

    Det er usundt at sidde for meget, men man kan kompensere for de inaktive timer på kontorstolen ved at motionere. Spørgsmålet er, hvor meget skal der til? Det har forskere kigget på.

    Mange af os har stillesiddende arbejde, og selvom mange kontorjobs er relativt vellønnede, kan den mangelfulde fysiske aktivitet også blive dyrt et andet sted – nemlig på sundhedskontoen.

    Det er påvist, at folk, der sidder ned i mange timer hver dag uden at røre på sig, har en øget risiko for at dø tidligt. Så det store spørgsmål er, om man kan kompensere for timerne på den flade bag ved at være ekstra aktiv, når man har fri – og i så fald hvor meget der skal til?

    30-40 minutter med sved på panden

    Det har forskerne bag en ny undersøgelse kigget nærmere på, og de har fundet svaret:

    For at modvirke den sundhedsskadelige effekt af en hel dag bag skrivebordet skal du have pulsen op og få sveden til at pible i 30-40 minutter.

    Så skulle den være på plads.

    Forskningen er offentliggjort i British Journal of Sports Medicine og er en såkaldt meta-analyse, hvor forskerne i dette tilfælde har set nærmere på i alt ni videnskabelige undersøgelser med sammenlagt 44.370 deltagere fra fire forskellige lande. Alle deltagerne bar en eller anden form for fitness tracker, der holdt øje med deres aktiviteter, kalorieforbrug, puls og andre relevante faktorer.

    At være fysisk inaktiv øger risikoen for død

    Forskerne kunne se, at hos personer med en inaktiv hverdag steg risikoen for dødsfald i takt med, at personerne anvendte mindre og mindre tid på moderat til hård fysisk aktivitet.

    Men hos de mest aktive personer, som tilbragte 30-40 minutter dagligt på moderat til hård fysisk aktivitet, var forholdet imellem mange inaktive timer og risiko for død stort set det samme som hos personer, der i forvejen tilbragte ganske lidt tid med stillesiddende aktiviteter.

    Med andre ord ser det ud til, at de 30-40 minutters moderat til hård fysisk aktivitet kan kompensere for en dag i kontorstolen.

    Selv de små ting tæller med

    Nu er det jo sådan, at alle bække små gør en stor å, og det gør sig også gældende i forbindelse med den inaktive livsstils skadelige virkning på helbredet. Det er altså ikke kun, når man snører løbeskoene eller hopper i cykelsadlen og kører 100 kilometer, at der er gevinst.

    Rask gang, havearbejde, at tage trapperne i stedet for elevatoren – alle disse ting tæller også med i det stor regnskab.

    Det vigtige er at være ekstra opmærksom på at bruge kroppen, når man har mulighed for det – også selvom det kun drejer sig om få sekunder, og det ikke nødvendigvis giver sved på panden.
     

    Kilde: Ekelund U, et al. Br J Sports Med 2020;54:1499–1506