Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Klimaforandringer kan være skidt for vores helbred




    Klimaforandringer går også ud over vores helbred - især når det påvirker vores søvn, som varmen kan gøre

    De stigende temperaturer på verdensplan spænder ben for vores søvn, hvilket kan have en række alvorlige konsekvenser for helbredet. Tilsyneladende går det værst ud over kvinder, ældre personer og folk i lande med lav indkomst.

    Man kan nærmest tale om en slags sommerfugleeffekt – hvor en påvirkning et sted udløser en konsekvens et helt andet - og uventet - sted. Forskere fra Københavns Universitet har nemlig fundet ud af, at de stigende temperaturer som følge af klimaforandringer i verden har en negativ indvirkning på menneskets søvn, og det kan føre til en række ødelæggende effekter på helbredet.

    I en undersøgelse, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift One Earth i maj 2022, forklarer forskerne, hvordan temperaturstigningen går ud over folks søvnkvalitet og -længde.

    Varme øger dødsfald og indlæggelser

    Helt konkret viser deres beregninger, at temperaturforhøjelsen om knap 80 år kan være årsag til, at folk i gennemsnit mister 50-60 timers søvn om året. Det har store konsekvenser, eftersom søvn er uhyre vigtigt for vores evne til at restituere og klare hverdagens mange gøremål i almindelighed.

    Man har længe vidst, at antallet af dødsfald og hospitalsindlæggelser stiger på dage, hvor temperaturen er høj, og på samme måde har varme dage det med at hæmme folks produktivitet. Men der har ikke været forsket meget i de biologiske og adfærdsmæssige mekanismer.

    Søvndata fra over 47.000 voksne

    I den aktuelle undersøgelse, som ifølge forskningsleder Kelton Minor er den første til at vise, at temperaturer over gennemsnittet underminerer vores søvn, ser man tydeligt mekanismen. Varmen bevirker, at det tager længere tid for folk at falde i søvn samtidig med, at de vågner tidligere på grund af den højere temperatur.

    De indhentede søvndata stammer fra særlige tracking-armbånd, som folk har på om natten, og som afslører deres bevægelser. Dataene stammer fra over 47.000 voksne i 68 forskellige lande, så det er meget repræsentativt.

    Forstyrrer kroppens temperaturregulering

    Resultaterne peger på, at på særlig varme nætter, hvor temperaturen er højere end 30 grader Celsius, ryger der i gennemsnit 14 minutter af søvnen. Samtidigt vil sandsynligheden for at få mere end syv timers nattesøvn dale i takt med, at temperaturen stiger.

    Det er tilsyneladende fordi, varmen griber forstyrrende ind i kroppens naturlige temperaturregulering. Vi mennesker er skabt til at bevare en nogenlunde ensartet kropstemperatur, og den evne er faktisk livsvigtig for os.

    Vi har lettere ved kulde

    Reguleringen foregår ved, at kroppen afgiver varmen til omgivelserne ved at udvide blodårerne og øge blodgennemstrømningen til hænder og fødder. For at dette kan lade sig gøre, kræver det, at den temperatur, vi er omgivet af, er lavere end kroppens. Det viser sig, at vi mennesker er langt bedre til at tilpasse os kulde end varme, når vi sover. Dette kan være forklaringen på, at det især er folk i udviklingslande, som bliver påvirket af de stigende temperaturer.
     

    Kilde: "Rising temperatures erode human sleep globally”, One Earth, maj 2022