Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Kolesterol: Ægge-teori får en på skallen




    Æg på tallerkenen er ikke længere forbundet med fare for højere kolesterol i følge forskning

    Videnskaben har i mange år hævdet, at det er usundt for hjertepatienter og folk med forhøjet kolesterol at spise æg, men nyere forskning viser noget helt andet. Senest har forskning slået fast, at det nærmest forholder sig modsat.

    Igennem mange år har hjertepatienter og folk med forhøjet kolesterolindhold i blodet fået at vide, at de skal undlade at spise æg. Forklaringen lød, at æg indeholder kolesterol, og at det tilsyneladende skulle forværre problemerne. Men heldigvis er forskning en flydende størrelse, og en ellers sejlivet påstand som ovennævnte kan blive sendt i skammekrogen, hvilket den i høj grad også er blevet.

    For forskning af nyere dato viser nemlig, at det på ingen måde er usundt at lade æg indgå som en ingrediens i kosten, hverken for hjertepatienter eller for raske folk. Tværtimod.

    Markant lavere risiko for hjertesygdom

    En undersøgelse, som blev offentliggjort i det kardiologiske tidsskrift Heart i 2018, viste, at folk som i gennemsnit spiste et æg om dagen, havde en markant lavere risiko for hjertesyge og slagtilfælde end folk, som spiste æg mindre ofte.

    Undersøgelsen omfatter rundt regnet 500.000 kinesere, og forskerne bag denne undersøgelse har nu lavet en befolkningsundersøgelse for at finde ind til de mekanismer, som tilsyneladende giver æg denne forebyggende egenskab.

    Undersøgte næsten 5.000 personers æggevaner

    Forskerholdet, som er tilknyttet Peking University i Beijing, rekrutterede 4.778 personer fra en databank, som hedder China Kadoorie Biobank. 3.401 af deltagerne havde en hjertekar-sygdom, og 1.377 af dem havde ingen.

    Forskerne anvendte en særlig teknik, som kaldes kernemagnetisk resonans (nuclear magnetic resonance) til at måle 225 forskellige metabolitter i blodet hos deltagerne. Metabolitter er målbare mellem- eller slutprodukter i kroppens stofskifteprocesser.

    Ud af de 225 metabolitter identificerede forskerne 24, som kunne knyttes til undersøgelses-deltagernes selvrapporterede indtag af æg.

    Mere gavnligt HDL i blodet

    Nu blev det spændende, for det viste sig, at de deltagere, som spiste æg regelmæssigt, havde højere blodindhold af et stof, som hedder apolipoprotein A1. Dette stof indgår i HDL-molekylet, som også går under navnet ”det gode kolesterol”.

    De regelmæssige ægge-spisere havde flere store HDL-molekyler i blodet, hvilket er vigtigt for evnen til at kunne fjerne kolesterol fra blodårerne og derved beskytte mod eventuelle aflejringer, som kan forårsage blodprop i hjertet eller slagtilfælde.

    Kan få betydning for fremtidige kostråd

    Forskerholdet identificerede yderligere 14 metabolitter, som kædes sammen med hjerte-kar-sygdomme. Det viste sig, at de forsøgsdeltagere, som spiste knap så mange æg, havde lavere blodindhold af de gavnlige metabolitter og højere blodindhold af de skadelige af slagsen.

    Det omvendte var tilfældet hos dem, der spiste æg med jævne mellemrum. Forskerne mener, at dette kan give en forklaring på, hvorfor æg kan være med til at beskytte mod hjertekar-sygdomme.

    Det kan ligefrem få betydning for fremtidige kostråd, ikke bare i Kina men i hele verden.


     

    Kilde:

    Association of egg consumption, metabolic markers, and risk of cardiovascular diseases: A nested case-control study”, eLife, 24 maj 2022