Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Ingen global opvarmning i menneskekroppen – tværtimod




    Vores gennemsnitlige kropstemperatur er faldet en halv grad

    Siden videnskaben for snart 200 år siden besluttede, at 37 grader Celcius var normal kropstemperatur, er tallet dalet. Nye målinger fra USA og Storbritannien afslører, at kropstemperaturen er faldet med tæt på en halv grad, og forskerne har forskellige idéer om, hvad det kan skyldes.

    Imens temperaturen i verdenshavene og i atmosfæren stiger, går det tilsyneladende den anden vej med temperaturen i kroppen.

    Siden den tyske læge Carl Wunderlich for knap 200 år siden identificerede en kropstemperatur på i snit 37 grader Celcius som værende normal og fastsatte den som skæringspunkt for feber, er tallet dalet.

    Relativt nye undersøgelser viser, at temperaturen hos raske, voksne mennesker er faldet rundt regnet en halv grad.

    Amerikanere og briter er køligere

    For eksempel viser en undersøgelse fra 2017, som blev foretaget blandt 35.000 personer i Storbritannien, at den gennemsnitlige kropstemperatur lå på 36,6 grader. Tilsvarende fandt en undersøgelse af amerikanere foretaget i 2019, at normal-temperaturen lå på omtrent 36,3 grader.

    Der er altså sket et målbart fald, og det er ikke kun i de vestlige kulturer, dette fænomen er blevet observeret.

    Samme tendens i urskoven

    Et international forskerhold med videnskabsmænd fra University of California Santa Barbara i spidsen har på samme måde set nærmere på udviklingen i kropstemperatur blandt Tsimane-folket, som er en gruppe indfødte i Amazon-regnskoven i Bolivia.

    Over en periode på 16 år kunne forskerne se, hvordan den gennemsnitlige kropstemperatur hurtigt faldt til 36,5 grader. Hos Tsimane-folket er kropstemperaturen altså på mindre end to årtier faldet til samme niveau, som det for amerikanernes vedkommende tog næsten tohundrede år at nå ned på.

    Færre infektioner

    Den noget tankevækkende forskning har fået et øjenbryn eller to til at hæve sig, men man er ikke i tvivl om, at et eller andet er forandret ved den menneskelige fysiologi. En af de mest udbredte teorier er, at vi ikke har samme forekomst af infektioner som tidligere, blandt andet på grund af forbedret hygiejne, rent vand, vaccinationer og medicinsk behandling.

    Men ved nærmere efterprøvning, hvor man har taget højde for, at visse infektioner får kropstemperaturen til at stige, har man ikke kunnet cementere denne teori. Uanset hvilke faktorer, der er blevet justeret for, er temperaturen over tid gået ned.

    Modstridende fakta

    Det er nærliggende at spørge, hvorfor kropstemperaturen med tiden er blevet lavere for såvel vesterlændinge som Tsimane-folket, og igen er det oplagt at mene, at det kan skyldes den bedre sundhedstilstand samt færre, længerevarende milde infektioner i forhold til før.

    Omvendt er der stadig omfattende problemer med infektioner blandt landbefolkningen i Bolivia, så dette med infektionerne alene kan ikke forklare de dalende kropstemperaturer. Fakta er modstridende på dette punkt.

    Bedre fysisk form

    Forskerne arbejder også med en anden teori, nemlig at folk generelt er i bedre fysisk form nu om dage, og derfor skal kroppen ikke arbejde nær så hårdt for at få bugt med infektioner.

    Måske skyldes det bedre adgang til antibiotiske lægemidler og andre behandlingsformer, som kan være med til at afkorte varigheden af en infektion.

    For eksempel har man set, hvordan luftvejsinfektioner før i tiden fik kropstemperaturen til at stige mere, end de nøjagtig samme luftvejsinfektioner har gjort i nyere tid.

    Er det en tilfældighed eller hvad?

    Andre muligheder bliver flittigt diskuteret, og der er ingen tvivl om, at forskerne ikke kan blive helt kloge på, om dette er en videnskabelig tilfældighed eller hvad.

    Men ud fra målinger foretaget i såvel industrialiserede lande som fattige regnskovsområder kan man tydeligt se, at kropstemperaturen rent faktisk er faldet.


     

    Kilde: Science Advances, oktober 2020