Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Mangel på søvn kan svække dit syn




    Dårlig eller manglende søvn kan påvirke dit syn i længden

    Hvis du sover for lidt og for dårligt, øger det din risiko for øjenproblemer og kan tilmed nedsætte dit syn, viser forskning.

    De fleste forbinder mangel på søvn med træthed, dvaskhed, irritabilitet og nedsat effektivitet.

    Nu har et nyt amerikansk-kinesisk forskningsprojekt tilmed afsløret, at hvis vi sover for lidt og for dårligt, kan det gå ud over synet. Den nye undersøgelse, som er offentliggjort i tidsskriftet Stem Cell Reports, er lidt af en øjenåbner og bør give stof til eftertanke til dem, der har kroniske søvnproblemer.

    Ødelæggende for hornhinden

    Søvnmangel har negativ indvirkning på vores mentale og fysiske helbred. Kortvarig og forbigående søvnmangel øger risikoen for tørre og kløende øjne, hvorimod kronisk og langvarig søvnmangel har vist sig at øge risikoen for sygdomme i øjet.

    De ødelæggende effekter opstår i hornhinden, som er den klare, gennemsigtige hinde, der beskytter øjet og er afgørende for øjets sundhedstilstand.

    Gør tårefilmen mindre effektiv

    Hornhinden bliver vedligeholdt af stamceller, som deler sig og erstatter døende celler samt reparerer mindre skader i hornhinden. Det viser sig nu, at mangel på søvn påvirker stamcellernes evne til at dele sig.

    Samtidigt er søvnmangel med til at ændre sammensætningen af den tårefilm, som beskytter hornhinden. Helt konkret sker der det, at indholdet af beskyttende antioxidanter mindskes, hvilket gør tårefilmen mindre effektiv.

    Minder om havets mikromiljø

    Det delikate mikromiljø i tårefilm minder meget om det mikromiljø, der er i havet. Akkurat ligesom der findes mange forskellige livsformer i havet, er der et utal af forskellige antioxidanter i tårefilm.

    Søvnmangel ødelægger denne diversitet med det resultat, at hornhinden bliver tynd og flosset og får ødelagt en del af sin transparens, hvilket i sagens natur har en forringende effekt på synet.

     

    Kilde:

    Sleep deprivation induces corneal epithelial progenitor cell over-expansion through disruption of redox homeostasis in the tear film”. Stem Cell Reports, 28. April 2022. DOI: 10.1016/j.stemcr.2022.03.017

    Reference: by Sanming Li, Liying Tang, Jing Zhou, Sonia Anchouche, Dian Li, Yiran Yang, Zhaolin Liu, Jieli Wu, Jiaoyue Hu, Yueping Zhou, Jia Yin, Zuguo Liu and Wei Li, 28 April 2022, Stem Cell Reports. DOI: 10.1016/j.stemcr.2022.03.01