Irske forskere har afsløret, hvordan fysisk belastning af knogleceller får dem til at kommunikere med stamceller i knoglemarven og instruere dem i at danne ny knoglemasse.
Man har længe vidst, at motion – specielt løb og andre motionsformer, der belaster knoglerne – er med til at styrke knoglemassen. Nu har irske forskere fra Trinity College of Dublin imidlertid fundet frem til, hvordan det rent praktisk foregår.
Sender signaler til knoglemarven
Når de knogledannende celler i kroppen, de såkaldte osteocytter, bliver belastet med stød, slag og andre påvirkninger i forbindelse med fysisk aktivitet, danner de signalstoffer, som de sender til stamceller i knoglemarven med besked om at danne nyt knoglevæv.
Dette har specielt stor betydning for de mange mennesker, som i løbet af deres liv risikerer at udvikle knogleskørhed (osteoporose), hvor knoglerne gradvist bliver mere og mere skrøbelige, så brud kan opstå selv ved små belastninger.
Vesikler med vigtig information
De irske forskere hæfter sig især ved, at osteocytterne i forbindelse med fysisk belastning danner bittesmå vesikler, som transporterer information direkte til knoglemarvsstamceller.
Vesiklernes indhold af informationsholdige signalstoffer programmerer stamcellerne, så de bliver omdannet til celler med afgørende betydning for knoglevævsdannelsen.
Et nyt våben mod osteoporose i fremtiden?
Den nye forståelse af de mekanismer, som gør sig gældende i forbindelse med knoglevævsdannelsen, er naturligvis vigtig for fortsat anbefaling af fysisk aktivitet som led i bevarelsen af sundt knoglevæv hele livet.
Men ved at have set, hvordan knogleceller kommunikerer direkte med stamceller i knoglemarven, har de irske forskere måske også mulighed for at efterligne denne kommunikation med medicin til netop de udsatte grupper.
Kilde: irishtimes.com, 5. august 2020