Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Nogle grønlændere har godt af at spise sukker




    Mens sukker er usundt for de fleste har det den stik modsatte effekt hos en lille gruppe grønlændere

    Sukker er kendt for at øge risikoen for et højere BMI-tal, give mere fedt på kroppen og få blodets indhold af triglycerider til at skyde i vejret. Men en underlig genvariant hos ganske få grønlændere gør, at sukker her har den stik modsatte virkning.

    Forestil dig at kunne spise løs af søde sager og ligefrem blive sundere af det. Sådan er det rent faktisk for 2-3 procent af den grønlandske befolkning.

    Det viser sig nemlig, at de har en særlig genetisk variant, der gør dem i stand til at omsætte sukker på en markant anderledes måde end alle andre. Ifølge ny viden, som danske forskere fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet står bag, optager disse mennesker ikke sukker i blodet, som man normalt gør. I stedet transporterer kroppen sukkeret direkte til tarmsystemet.

    Mindre mavefedt og lavere kolesterol

    Her omdanner særlige tarmbakterier sukkeret til nogle kortkædede fedtsyrer, som hedder acetat, og som har en række sundhedsfremmende effekter såsom at styrke immunforsvaret, sænke risikoen for tarmkræft og mindske appetitten.

    Disse effekter ses da også tydeligt på de sukker-tolerante grønlændere, da de har mindre mavefedt, lavere BMI, lavere kolesterolniveau og generelt er sundere, end den øvrige befolkning, som ikke har godt af sukker.

    Kan måske bane vejen for nye lægemidler

    Evnen til at kunne drage fordel af sukker er naturligvis et stort plus for denne lille procentdel af grønlændere, men kun de voksne. Børn, der er bærere af genvarianten, har faktisk en negativ effekt af sukker, da det forårsager diarré, mavesmerter og oppustethed hos dem.

    De danske forskere gætter dog på, at børnenes tarmbakterier med tiden vænner sig til sukker og lærer at omdanne det til energi.

    Forskerne håber, at resultaterne af deres forsøg kan bane vejen for udviklingen af nye lægemidler, som i fremtiden kan bruges til at forebygge og behandle hjertekar-sygdomme og fedme.
     

    Kilde:

    Loss of sucrase-isomaltase function increases acetate levels and improves metabolic health in Greenlandic cohorts

    Gastroenterology, December 2021