Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Spis mindre fedt og behold håret




    Håret bliver skadet af oxidativt stress fra visse fedtstoffer, viser museforsøg

    Først er fedt farligt. Så skal vi spise mere af det for at holde os sunde. Og nu kommer japanske forskere og siger, at en kost med højt fedtindhold kan fremme hårtab. Så hvis du har en flot manke, skal du måske læse med her.

    Fedt er en livsnødvendighed. Når det er sagt, skal det lige tilføjes, at der findes mange forskellige former for fedt, hvoraf nogle er bedre for helbredet end andre.

    Nu kæder forskere fra Tokyo Medical and Dental University (TMDU) et højt fedtindtag fra kosten sammen med øget risiko for hårtab.

    I det videnskabelige tidsskrift Nature beskriver de hvordan forsøg med mus viser, at et højt fedtindtag mindsker antallet af follikel-stamceller – også kaldet hair follicle stem cells (HFSC) – sammenlignet med en kost, der har normalt fedtindhold.

    Færre follikler giver tyndere hår

    Normalt sker der det hos såvel mus (og andre dyr med pels) som mennesker, at disse follikel-stamceller hele tiden fornyer sig selv og derved holder liv i folliklernes cyklus, så de bliver med at danne hår.

    Efterhånden som man ældes, vil stamcellerne ikke forny sig selv i samme omfang med det resultat, at håret bliver tyndere. Man har længe vidst, at der var en sammenhæng imellem fedme og hårtab, men indtil nu har videnskaben savnet en forklaring på fænomenet.

    Skyldes oxidativ stress

    Med det nye forsøg er det lykkedes dem at observere, hvad der sker på celleplan, når man får alt for meget fedt fra kosten.

    Det iværksætter nogle inflammatoriske processer, som er med til at reducere antallet af follikel-stamceller og i sidste ende giver et tab af follikler.

    Det er ganske enkelt oxidativ stress, som er skyld i disse forandringer. Den nye forskning giver ny indsigt i de celleforandringer, som følger i kølvandet på forhøjet fedtindtag og kan måske være en åben dør til fremtidige forebyggelses- og behandlingsmetoder mod hårtab.

     

    Kilde: Nature, september 2021