Søg efter

    Søgeresultater

    Luk

    Svesker kan beskytte kvinders knogler




    En lille håndfuld svesker om dagen kan ifølge forskere gøre en forskel for kvinders knogler

    Du har sikkert hørt, at svesker er godt mod forstoppelse. Men at de også skulle kunne hjælpe kvinder med at bevare styrken i deres knogler? Jo, den er skam god nok, siger forskerne.

    Der er mange gode grunde til at spise svesker. De indeholder en række vitaminer og mineraler. De modvirker forstoppelse. Og nu viser det sig så sandelig også, at svesker er med til at holde kvinders knogler stærke.

    Forskere fra Penn State i USA har fundet frem til, at svesker kan forebygge eller bremse tabet af knoglevæv hos kvinder efter overgangsalderen. Det er ellers i denne fase af livet, at det går særlig stærkt med nedbrydningen af kvinders skelet, så den nye forskning giver nyt håb.

    Beskytter mod oxidativ stress

    Det er tilsyneladende sveskers anti-inflammatoriske egenskaber, som forklarer deres beskyttende virkning på knoglevævet. Når inflammation trækker i langdrag og bliver kronisk, opstår noget, der hedder oxidativ stress. Denne biokemiske ubalance kan efter alt at dømme sætte ekstra skub i knoglernes afmineralisering.

    Forskerne forklarer, at det fald i kvinders østrogen-niveau, som netop indtræder i forbindelse md overgangsalderen, ser ud til at tænde op under den oxidative stress. Her kan svesker så modarbejde processen.

    5-10 svesker om dagen

    Helt konkret fandt de amerikanske forskere frem til, at ved at spise det, der svarer til 10 svesker dagligt i et år, kan kvinder øge mineraltætheden i underarmsknoglerne og den nederste del af rygsøjlen.

    De observerede ligeledes, at hos dem, der spiser 5-10 svesker dagligt, er tabet af knoglemasse mindre end hos kvinder, der ikke spiser svesker.

    Sveskerne sænker også niveauet af TRAP-5b, som er en markør, der kan bruges til at aflæse, hvor hurtigt knoglerne afmineraliserer.

    Rammer 200 millioner årligt

    Tabet af knoglemasse og -styrke er helt naturligt og forekommer primært hos kvinder i alderen fra 50 år og opefter. På verdensplan rammer knogleskørhed eller osteoporose flere end 200 millioner kvinder årligt og er skyld i omtrent ni millioner knoglebrud hver eneste år.

    Der findes en række forskellige ting, som kan hjælpe med at nedbringe risikoen, og med den nye forskning ser det ud til, at svesker skal med på listen.


     

    Kilde:

    The Role of Prunes in Modulating Inflammatory Pathways to Improve Bone Health in Postmenopausal Women. Advances in Nutrition, 2022; DOI: 10.1093/advances/nmab162